Fremtidsfuldmagten – har du styr på fremtiden?

Forfatter: CLEMENS
Dato: 25. juni 2026

Hvem skal træffe beslutningerne, hvis du en dag ikke selv kan? Det spørgsmål er let at udskyde, men med en fremtidsfuldmagt kan du tage stilling i god tid og sikre, at både dine personlige forhold og din klinik håndteres i overensstemmelse med dine ønsker.

Hvad er en fremtidsfuldmagt?

Med en fremtidsfuldmagt kan du bestemme, hvem der skal kunne træffe beslutninger på dine vegne i tilfælde af, at du bliver ude af stand til at varetage dine egne personlige og/eller økonomiske forhold. Du har samtidig mulige for at bestemme, hvilke typer af beslutninger dine fuldmægtige skal kunne træffe.

Formålet med en fremtidsfuldmagt er således at sikre, at dine ønsker og behov fortsat kan varetages, selvom du ikke længere selv er i stand til det.

Fremtidsfuldmagten oprettes, mens du er i stand til at handle fornuftsmæssigt, men får først virkning, hvis behovet opstår.

Du bestemmer bl.a. selv:

  • hvem der skal være fuldmægtig(e)
  • hvilke områder de fuldmægtige skal handle indenfor
  • hvordan beslutninger skal træffes

Det giver dig mulighed for at bevare kontrollen – også i en situation, hvor du ikke selv kan tage beslutninger.

I fremtidsfuldmagten kan du selv udpege den eller de personer, som du har tillid til, til at træffe de mest hensigtsmæssige beslutninger for dig. Det kan f.eks. være din ægtefælle eller samlever, dine børn, søskende, en rådgiver eller en god ven. Det vigtigste er blot, at du indsætter fuldmægtige, du er tryg ved og mener er i stand til at træffe beslutninger, der er i overensstemmelse med dine ønsker og interesser, når du ikke længere selv er i stand til at udtrykke dem.

Du kan indsætte lige så mange fuldmægtige, som du har lyst til, ligesom du kan lave en rangorden med de fuldmægtige samt indsætte en eller flere fuldmægtige på samme plads. Du har også mulighed for at kombinere og opdele din fuldmagt, så den bliver skræddersyet til dine behov.

 

Beslutninger en fuldmægtig kan tage for dig

Det er dig, der som fuldmagtsgiver bestemmer, hvilke forhold og indenfor hvilke områder dine fuldmægtige skal kunne handle på dine vegne.

Hvis fuldmægtigene kan varetage personlige forhold, kan dette f.eks. være at:

  • ansøge om offentlige ydelser og hjælpeforanstaltninger til dig
  • varetage dine personlige, sundhedsmæssige og helbredsmæssige interesser over for det offentlige sundhedsvæsen og private sundhedsudbydere
  • klage over afgørelser på dine vegne
  • administrere dine digitale profiler.

Hvis fuldmægtigene kan varetage økonomiske forhold, kan dette f.eks. være at:

  • sælge din faste ejendom og indfri lån
  • få adgang til din netbank, foretage betalinger, og anbringe dine midler
  • købe og sælge værdipapirer på dine vegne
  • give sædvanlige gaver og eventuelt større gaver til bestemte personer

I forhold til din klinik kan dette f.eks. være at:

  • foretage dispositioner i forhold til din klinik, herunder sælge din klinik
  • indgå aftaler, der er vigtige for opretholdelsen af klinikkens drift, f.eks. en lejekontrakt
  • håndtere bankforhold og likviditet

Særligt vedrørende din klinik

Som klinikejer er det vigtigt, at fremtidsfuldmagten tilpasses den virksomhedsform, du driver din klinik i samt at fremtidsfuldmagten tilpasses eventuelle samarbejdsaftaler, hvis du indgår i et kompagniskab.

Ved kompagniskaber tager samarbejdsaftalen ofte højde for den situation, at en kompagnon bliver syg, ligesom der særskilt kan være aftalt en fremgangsmåde, hvis en fremtidsfuldmagt aktiveres. En fremtidsfuldmagt skal medvirke til at understøtte denne aftale og sikre, at der kan handles på dine vegne i overensstemmelse med de aftaler, der er indgået om kompagniskabet.

En fremtidsfuldmagt bør således indgå som en del af en samlet beredskabsplan, hvor du kan overveje, hvordan du sikrer klinikken – uanset om du driver klinik alene eller i kompagniskab. En gennemtænkt plan kan gøre en væsentlig forskel i en presset situation og reducere usikkerhed for både familie, kompagnoner og medarbejdere, da det kan have store negative konsekvenser, hvis du en dag bliver ude af stand til at varetage dine interesser.

Som en del af denne plan kan du i fremtidsfuldmagten bestemme, at bestemte rådgivere eller pårørende skal tages med på råd, forinden der træffes væsentlige beslutninger vedrørende din virksomhed, eller at disse skal godkende bestemte beslutninger vedrørende virksomheden.

Processen for oprettelse af fremtidsfuldmagter

En fremtidsfuldmagt skal oprettes skriftligt og registreres digitalt i Fremtidsfuldmagtsregisteret ved underskrift med MitID. Derefter skal fremtidsfuldmagten vedkendes for en notar.

Når fremtidsfuldmagten er gyldigt oprettet, er den hvilende, indtil den bliver sat i kraft.

En fremtidsfuldmagt er kendetegnet ved, at den først bliver sat i kraft, hvis du som fuldmagtsgiver ikke længere er stand til at varetage dine interesser inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten. En lægeerklæring skal dokumentere dette.

Det er Familieretshuset, der vurderer, om betingelserne for at sætte fremtidsfuldmagten i kraft er opfyldte. Dette sker efter anmodning fra fuldmagtsgiver (dig selv) eller de fuldmægtige, som er indsat i fremtidsfuldmagten.

Når en fremtidsfuldmagt er sat i kraft af Familieretshuset, bliver den offentligt tilgængelig i din personbog, som er en del af det digitale tinglysningssystem. Det sikrer, at f.eks. offentlige myndigheder og pengeinstitutter kan se fremtidsfuldmagten og dermed ved, hvem der har fuldmagt til at råde på dine vegne, og hvordan fuldmægtigene kan råde.

Du kan til enhver tid ændre eller tilbagekalde din fremtidsfuldmagt – så længe du fortsat er i stand til at handle fornuftsmæssigt. Ændringen eller tilbagekaldelsen skal ske skriftligt og skal registreres digitalt i Fremtidsfuldmagtsregisteret samt vedkendes for notaren.

Hvornår ophører en fremtidsfuldmagt

En fremtidsfuldmagt ophører i forskellige situationer, herunder bl.a. hvis du som fuldmagtsgiver afgår ved døden eller hvis alle, der er indsat som fuldmægtige, frasiger sig hvervet eller bliver ude af stand til at varetage hvervet, f.eks. på grund af sygdom eller død.

Afsluttende bemærkning

Det er vigtigt, at en fremtidsfuldmagt oprettes korrekt både indholdsmæssigt og formmæssigt. Hvis fremtidsfuldmagten ikke er oprettet korrekt, eller der er ugyldigt eller utydeligt indhold, kan Familieretshuset afvise at sætte fremtidsfuldmagten i kraft. Det er først den dag, hvor fremtidsfuldmagten sættes i kraft, at du/dine pårørende finder ud af, om indholdet er gyldigt og kan få virkning. Det er derfor vores klare anbefaling, at du søger professionel bistand i forbindelse med oprettelse af en fremtidsfuldmagt.