Værdi af kapaciteter – køb/salg
I takt med at kapacitetsopgørelserne er blevet tildelt klinikkerne, oplever vi fortsat en god markedsudvikling i forbindelse med den nye praksisoverenskomst.
God efterspørgsel på kapaciteter
Efterspørgslen på kapaciteter har vist sig at være stabil og fortsat stigende. Dette skyldes blandt andet, at der nu er større klarhed over, hvad der ”reelt” købes, da eventuelle potentialer inden for sygesikringen nu er specifikt kendt i kroner og øre. Førhen kunne potentialerne inden for sygesikringen være uklare, hvilket gjorde det svært for både købere og sælgere at fastsætte en præcis pris. Nu er disse potentialer langt mere gennemskuelige, hvilket gør beslutningsprocessen lettere for klinikejerne.
Den nye praksisoverenskomst har desuden bevirket, at sundhedsforsikringer og en større bevidsthed om forebyggelse har haft en positiv effekt på branchen, hvilket også understøtter væksten i efterspørgslen.
Ændringerne i praksisoverenskomsten skabte uvished omkring markedet for klinikhandler, hvilket gav en lille opbremsning i køb/salg af klinikker i første kvartal 2024. Efter at markedet nu har fået praktisk erfaring med den nye overenskomst, ser vi efterhånden, at antallet af klinikhandler er tilbage på samme niveau som før overenskomsten.
Efter sommeren kan vi konstatere, at handelspriserne er svagt stigende. Det skyldes blandt andet, at klinikejerne er blevet vant til at agere på baggrund af den nye overenskomst og derved udarbejde gennemarbejdede og realiserbare budgetter, optimere holdtræning og søge sparring med branchekendte specialister. Det betyder, at de branchekendte banker fortsat gerne vil stille finansiering i forbindelse med køb af klinik.
Finansiering og vækstmuligheder
Bankernes fortsatte interesse i at stille finansiering ved køb/salg af klinikker skyldes blandt andet, at både købere og sælgere i stigende grad søger rådgivning og sparring hos relevante professionelle samarbejdspartnere, herunder omkring følgende områder:
- Ledelse i klinikken: En veldrevet klinik med en kompetent ledelse er attraktiv for finansieringspartnere. God ledelse sikrer stabil drift og fremtidig vækst.
- Vækstmuligheder inden for og uden for sygesikringen: Det er ikke kun potentialerne inden for sygesikringen, der tæller. Klinikker, der kan demonstrere evnen til at vokse uden for de traditionelle rammer, fx ved at tilbyde ydelser uden for overenskomsten eller ved at indgå partnerskaber, har større chance for succes.
- Strategiplan: En klar og ambitiøs strategiplan er et nøgleelement for at sikre finansiering. Banker og investorer ønsker at se, at klinikken har en veldefineret retning og plan for vækst.
- Øget efterspørgsel inden for branchen: Sundhedsforsikringer og en voksende bevidsthed om forebyggelse betyder, at behovet for fysioterapi fortsat vokser. Dette er en vigtig faktor, som klinikker bør tage højde for i deres langsigtede vækststrategier.
Den opdaterede professionelle viden tilbyder Klinikejer.dk til fysioterapeuter, der ønsker at købe eller sælge en klinik. Blandt andet ved afholdelse af seminarer og netværksarrangementer specifikt rettet mod fysioterapibranchen. Gennem disse seminarer får fysioterapeuterne adgang til ekspertrådgivning og sparring om, hvordan de bedst kan navigere i markedet for klinikhandler. Her kan man få faglig viden om emner som værdiansættelse af kapaciteter, budgetter, forhandlingsteknikker, finansieringsmuligheder og juridiske overvejelser. Med dyb indsigt fra erfarne rådgivere og mulighed for at netværke med andre klinikejere, er Klinikejer.dk en ideel samarbejdspartner for dem, der vil sikre en succesfuld køb- eller salgsproces af en klinik.
Markedets genopretning og fremtidige vækstperspektiver for klinikhandler
Markedet for køb og salg af kapaciteter ligger efterhånden på samme niveau som før den nye praksisoverenskomst. Efterspørgslen er fortsat til stede, og vi oplever, at klinikejere i stigende grad opsøger branchespecifik sparring og rådgivning, så handelsprisen bliver den rigtige for både køber og sælger. Den fortsatte interesse fra banker og finansieringspartnere understøtter vækstmulighederne, især for veldrevne klinikker med stærke strategiplaner og god ledelse. Med øget fokus på livskvalitet, bevægelighed og forebyggelse er der potentiale for yderligere vækst, både inden for og uden for sygesikringen. Dette gør fortsat markedet for klinikhandler attraktivt for både købere og sælgere.